Detailhandelen i Esbjerg Kommune under lup
12-01-2012
Esbjerg Kommune har besluttet, at få udarbejdet en analyse af detailhandelen i kommunen. Formålet er at skabe et overblik over detailhandelens omfang og beskaffenhed netop nu, hvilket bl.a. skal fungere som input til den videre planlægning af kommunens detailhandel de næste år.
Analysen skal bruges til at give Esbjerg Kommune et værktøj og inspiration til fortsat at udvikle detailhandelen i kommunens forskellige udbudspunkter. Detailhandelsundersøgelsen er især fokuseret på forholdet mellem kommunens tre bymidter og den detailhandel som ligger udenfor bymidterne.
Analysen laves af ICP, der i de kommende uger vil indsamle data om detailhandelen i Esbjerg Kommune. Dataindsamlingen indebærer, at der vil blive aflagt besøg i alle butikker for at indhente omsætningstal og for at registrere butikkernes størrelser. De indsamlede data bliver blandt andet brugt til at beregne kommunens handelsbalance. Handelsbalancen udregnes som forholdet mellem omsætningen i kommunens dagligvare- og udvalgsvarebutikker og forbrugspotentialet hos kommunens borgere.
Undersøgelsen gennemføres af ICP for Esbjerg Kommune. ICP har stor erfaring med denne type undersøgelser og har en bred viden om, hvad der i øjeblikket rører sig på detailhandelsområdet regionalt og på landsplan og kan derfor give nogle konkrete råd om, hvordan udviklingen i Esbjerg kan fremmes.
”Der er ingen tvivl om, at fremtiden vil byde på ”kamp til stregen” i forhold til at tiltrække og fastholde kunder. Derfor vil en sådan undersøgelse være et godt og brugbart værktøj, når vi skal ruste detailhandlen i Esbjerg til fremtiden”, udtaler Poul Jensen, formand for Esbjerg City.


